Beskrivelse
Bogen belyser Søren Kierkegaards generelle tvetydighed og de enkelte pseudonymers karakter i hans meget komplicerede måde at meddele sig på. Han tilstræber målrettet ikke at nedvurdere læseren ved blot at docere ligefremt, hvad denne skal tænke og tro om livets mening.
Dermed adskiller han sig afgørende fra alle totalitære ideologiers og religioners måde at kommunikere på. Kierkegaard kan nemlig ikke tage ansvar for, om Det nye Testamentes kærlighedsbudskab for læseren skal være tilværelsens sandhed.
Pseudonymerne har således hver deres holdning, men i en ekstrem udgave, som ingen blot kan efterligne. Dermed tvinges læseren til selv at tænke. Man kan overhovedet ikke blot få den eksistentielle sandhed som en færdig pakkeløsning fra en anden. Ligesom man fx heller ikke kan blive forelsket på anden hånd.
