Albert Kongsbak
kr.298,00
– en malers liv fra Sæby til København og Hanherred
Af Nanna Westergård-Nielsen
Kunstmaler Albert Kongsbak (1877-1958) tog afgang fra Kunstakademiet i København i 1901. Han var elev af Frederik Vermehren og startede som guldaldermaler og udviklede sig i de følgende 50 år til naturalistisk og impressionistisk landskabs- og portrætmaler med mange udstillinger på Charlottenborg, hvor han også var censor.
Det er første gang, der skrives et samlet værk om ham og hans store produktion. Bogen er baseret på forfatterens arkiv af skitsebøger, scrapbøger samt en stor samling avisanmeldelser og sort-hvide fotos af de udstillede værker. Forfatteren og hendes familie ejer mange Kongsbak-billeder, men undervejs er der også dukket billeder frem fra private hjem i Hanherred. Dertil kommer en række ældre malerier fra museer i Danmark.
Kongsbak og hans samtidige kunstnervenner, som også omtales i bogen, tilhører en i kunsthistorien næsten glemt malergeneration, der nu banker på døren for at blive husket for deres bidrag til den moderne kunst.
Nanna Westergård-Nielsen (født i 1953 og mag.art. i klassisk arkæologi) er Albert Kongsbaks barnebarn. Hun og hendes mand har stadig stor tilknytning til Hanherred.